4 bud til WeFood

Det er selvfølgelig ingen sag at kritisere WeFood. Men hvad skal de rent faktisk gøre ved problemerne?

Det vil jeg forsøge at komme med mine bud på, ved 4 konkrete forslag til forandring og forbedring af WeFood-konceptet.

Mine bud er ganske vist ikke hugget i sten eller åbenbaret til mig på toppen af et bjerg. Men så er der til gengæld også kun 4 af dem, så jeg håber alligevel WeFood vil tage mine 4 bud til efterretning:

1: WeFood skal være socialt

Medierne elsker at fremstille WeFood som et såkaldt »socialt supermarked« og Folkekirkens Nødhjælp gør heller ikke ligefrem indsigelser mod den beskrivelse, der giver et ekstra skær af velgørenhed til projektet. Sandheden er imidlertid, at WeFood ikke er et »socialt supermarked«. Det er sådan set et ganske almindeligt, dog relativt eksklusivt, discount-supermarked, der blot har en alternativ indkøbsstrategi og bruger sit overskud på en anden måde, end de traditionelle danske dagligvarebutikker. WeFood er placeret i et område med masser af købestærke kunder og dørene er åbne for alle, der har lyst til at handle i butikken. På de punkter adskiller WeFood sig sådan set ikke fra andre virksomheder i detailhandlen.

Derfor ville det også være oplagt, at WeFood skiftede fokus og forsøgte, at dække nogle andre behov og ramme nogle andre forbrugere, end alle de andre dagligvarebutikker. De relativt velhavende boligejere, i området omkring den nye WeFood-butik, har ganske udmærkede indkøbsmuligheder i forvejen og givetvis økonomien til at spise sundt og varieret, uden fødevarer kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget på husholdningsbudgettet.

Første bud til WeFood er altså, at gøre supermarkedet socialt og henvende sig, der hvor behovet og efterspørgslen er størst, ligesom man gør med de »sociale supermarkeder« i andre lande.

I den forbindelse har Folkekirkens Nødhjælp i øvrigt tidligere mødt forslaget med den påstand, at sådan en model vil være stigmatiserende. Det er naturligvis noget sludder. Alle erfaringer herhjemme og fra udlandet viser, at folk ikke finder modellen stigmatiserende. I Danmark kender vi i forvejen til forskellige tilbud, specielt målrettet socialt udsatte. F.eks. fungerer Hus Forbi ved hjælp af særlige ID-kort, der har til formål at begrænse tilbuddet til socialt udsatte. De kort bliver båret af brugerne med stolthed, ikke med følelsen af at være stigmatiserede.

2: Tag ansvar for integrationen

WeFood har som sådan ikke mere ansvar for at deltage i integrationsarbejdet, end alle mulige andre virksomheder. Men som velgørende organisation, med et udpræget humanitært sigte, bør Folkekirkens Nødhjælp være særligt opmærksomme på deres sociale ansvar. Mange af de job, der står til at blive økonomisk undermineret af WeFood, er er besat af ikke-vestlige indvandrere. Det burde Folkekirkens Nødhjælp have taget med i deres overvejelser, inden man besatte stillingerne i WeFood. At Folkekirkens Nødhjælp har været meget aktive i debatten omkring flygtningekrisen og Danmarks flygtningepolitik, gør heller ikke sagen bedre for den velgørende organisation. Hvis Folkekirkens Nødhjælp mener Danmark bør løfte et større ansvar i forhold til flygtningekrisen kan det ikke andet end undre, at man ikke har tænkt meningsfulde beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder ind i WeFood, som en del af konceptets fundament.

Hvorfor har WeFood f.eks. ikke tilbudt praktikordninger og pladser som butikselever fra dag et? For en organisation, der betaler sin Generalsekretær 75.000,- i månedsløn (plus det løse) er der ingen gode undskyldninger for ikke, at tilbyde de mange kommende danske borgere en mulighed for opkvalificering og integration i samfundet.

3: Lyt til kritikken

Som humanitær organisation er Folkekirkens Nødhjælp placeret i en særligt priviligeret situation. Med undtagelse af decideret misbrug af sine midler, kan de praktisk talt foretage sig hvad som helst, og enhver kritik vil komme til at fremstå som usmagelig. Når de så endda kombinerer deres humanitære image med udsigten til store besparelser på husholdningsbudgettet, er det nærmest umuligt, at få de discount-glade danskere til at lytte til nogen som helst kritik. Selv medierne er blevet solgt og i den massive dækning af WeFood er indeværende blog, det eneste sted i hele verden, du møder nogen form for kritik af WeFood. Prøv at tænk på det. Denne blogs indhold er ikke videre velformuleret og umiddelbart ser tankerne bag de enkelte indlæg heller ikke specielt unikke ud. Alligevel er disse linjer noget af det mest unikke, du nogensinde kommer til at læse. Intet andet sted, er WeFood blevet mødt med andet end uforbeholden lovprisning. Hvis det ikke var fordi jeg er ateist, ville jeg tro Folkekirkens Nødhjælp har haft adgang til en større magt. De sidder i hvert fald selv på en, på nogle punkter, absolut magt og det bør være grund til bekymring. Man siger jo, at absolut magt korrumperer absolut.

Derfor bør Folkekirkens Nødhjælp også erkende, at de har en utroligt priviligeret position, hvor personlige ambitioner og jagten på det næste prestige-projekt hurtigt kan betyde man tromler saglig kritik og andre meninger over.

4: Stil krav til leverandørene

Fra Folkekirkens Nødhjælps side afviser man fuldstændigt, at aktiviteterne i WeFood vil kunne have negative konsekvenser for det pressede og underbetalte personale i den danske detailhandel. Ligesom man ikke kan forestille sig, at WeFood vil have en negativ indflydelse på danskernes forbrugsvaner, med mere madspild som konsekvens. Den indstilling tillader jeg mig at være uenig i. Men det betyder jo ikke, at jeg nødvendigvis har ret.

Derfor burde det vel heller ikke være noget problem for Folkekirkens Nødhjælp, at stille sociale og miljømæssige krav til WeFoods leverandører. Hvis WeFood, som ny spiller på dagligvaremarkedet, ikke kan medføre en negativ påvirkning af branchens nuværende personales vilkår og rettigheder. Hvorfor har man så ikke skrevet den slags ind i aftalen med f.eks. Dansk Supermarked?

Nu er det selvfølgelig ikke Folkekirkens Nødhjælps opgave, at udføre fagforeningsarbejde for de ansatte i detailhandlen eller for den sags skyld, at kæmpe miljøorganisationernes sag. Men jeg synes det er meget naturligt for en velgørenhedsorganisation, at man opstiller et »code of conduct« for sine samarbejdspartnere. I min optik virker det i hvert fald ikke helt i tråd med Folkekirkens Nødhjælps profil, at man samarbejder med virksomheder, der lægger deres laveste lønninger så lavt, at de ikke kan hamle op med inflationsraten. Ligesom det virker kontraintuitivt, at promovere WeFood som et opgør med madspild, når man samtidig accepterer (ligefrem afhænger af) at fødevareproducenterne/supermarkederne faciliterer en årlig overproduktion af flere hundredetusinde tons madvarer.

Hvad synes du? Er WeFood perfekt eller har du dine egne forslag til hvordan man får omstruktureret projektet, så problemet med madspild kan bekæmpes, uden uacceptable omkostninger for de lavtlønnede i servicefagene?

Lad os høre din mening i kommentarfeltet.





Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *