Bør du handle i WeFood? Naturligvis!

WeFood - supermarked med overskudsmadFotoillustration, for WeFood/Folkekirkens Nødhjælp: Rune Brink Hansen. Creative Commons Attribution 3.0

Selvom mine blogindlæg om WeFood (1, 2, 3, 4) har været vinklet kritisk betyder det naturligvis ikke, at nogen skal blande sig i hvor du køber dine dagligvarer. Rækken af indlæg har alene været tænkt som oplæg til en større debat.
Min holdning er stadigvæk, at WeFood kan gå hen og medføre alvorlige problemer på den lange bane. Og det er noget vi bliver nødt til at kunne have en bred offentlig debat om, uden vi bliver forblændede af tanken om endnu billigere discount-butikker. Men på den korte bane, her og nu, er WeFood selvfølgelig ikke meget mere, end chancen for at gøre en god handel og en god gerning i samme ombæring.

Mens vi nyder de ekstra billige WeFood-priser synes jeg dog godt vi kan diskutere problemerne. For der er rigeligt at tage fat på.
Først og fremmest står de ansatte i detailhandlen og skal forhandle overenskomst inden længe (2017). I den forbindelse kunne de faktisk godt bruge en hjælpende hånd. De sidste mange overenskomstsforhandlinger har nemlig ikke været en række ubetingede sejre for de ansatte. Det har ofte været deciderede nederlag og derudover har man været sat under voldsomt pres fra flere sider, f.eks. ved afskaffelsen af Lukkeloven og de mange nedlagte fuldtidsstillinger. Og det mener jeg faktisk også er noget, der bør bekymre dig. Ikke kun som forbruger, der ikke længere kan nyde gavn af den viden og erfaring, danske dagligvarebutikker bliver drænet for i disse år. Men også som velgørende menneske, der ikke bør tage let på de store menneskelige omkostninger, ved den nådesløse konkurrence og manglende støtte til faget fra politisk side.

Udvikling i deltidsansatte 2003 til 2012. 21% til 23% på hele arbejdsmarkedet. 36% til 67% i detailhandlen.
 Hele arbejdsmarkedet.  Detailhandlen.  Supermarkeder.  Discount-butikker.

Som ovenstående grafik viser, har detailhandlen store problemer med at tilbyde fuldtidsjob. Andelen af deltidsansatte i den samlede detailhandel er eksploderet, fra 36% i 2003 til 50% i 2012. Hos supermarkederne og discount-butikkerne står det endnu værre til, med hhv. 60% og 67% deltidsansatte i 2012. Hvilket er et problem, der desværre ofte bliver afskrevet med følelseskolde påstande om de ansatte bare kan finde sig et andet job hvis de er utilfredse. Men hvis vi ønsker et velgørende og menneskeligt samfund, hvilket man må antage WeFoods kunder gør, kan man ikke ignorere problemet. Mange ansatte i detailhandlen har valgt faget, fordi de synes det er vigtigt, at tilbyde kunderne en ordentlig service og den faglige kompetence, der skal til for at sikre en forsvarlig håndtering af fødevarerne (og andre produkter). Den viden og det engagement mener jeg ikke vi kan undvære, hvis vi ønsker at rykke detailhandlen i retning af mere bæredygtighed og socialt ansvar. Der skal faglærte og erfarne medarbejdere til.
Derudover må man heller ikke glemme, at detailhandlen faktisk løfter et væsentligt ansvar i forhold til beskæftigelse og integration af såkalt ikke-vestlige indvandrere. Detailhandlen beskæftiger f.eks. helt op mod 50% af de mandlige ikke-vestlige indvandrere, der i dag er i arbejde. Med ca. 10% ikke-vestlige indvandrere blandt medarbejderne er det især dagligvarehandlen der viser vejen. Hvilket står i skarp kontrast med den øvrige private sektor og den offentlige sektor, der kun beskæftiger hhv. 4,6% og 3,7% ikke-vestlige indvandrere. En kendsgerning der burde give anledning til bekymring og eftertanke. Særligt i disse år hvor Danmark står og skal finde løsninger, der både er økonomisk solide og etisk forsvarlige, på en flygtningekrise af uhørte proportioner. Vi har ganske enkelt ikke plads, hverken på den økonomiske eller menneskelige konto, til at underminere jobsikkerheden og lønnen i den branche, der hidtil har været de ikke-vestlige indvandreres bedste chance for meningsfuld beskæftigelse.

Vil vi spare penge eller afskaffe madspild?

Det her skal selvfølgelig ikke handle om skræmmekampagner og dommedagsprofetier. Man kan også diskutere om WeFood ligefrem vil forværre problemet med madspild, som jeg tidligere har antydet kunne være en risiko. Men jeg mener ikke det står til diskussion, at WeFoods koncept langt fra er den optimale måde at minimere madspild på. Selv i den bedst tænkelige situation, hvor WeFood bliver en bragende succes og får sendt større mængder af overskudsmaden tilbage på markedet.
Når alt kommer til alt, er problemet med madspild ikke opstået fordi madvarerne er for dyre eller fordi supermarkederne ligefrem er ondsindede. Problemet er ganske enkelt opstået fordi man producerer mere mad end supermarkederne kan afsætte og fordi forbrugerne køber mere mad end de kan nå at spise. Så simpelt er det og derfor må det også være grund til bekymring og diskussion, at Folkekirkens Nødhjælp vil sende endnu mere mad ud på markedet og ved de nye momsregler, samt løftet om god PR, give fødevareproducenterne/supermarkederne incitament til at opretholde den massive overproduktion.

Som forbruger og velgørende menneske står du altså tilbage med spørgsmålet om du vil have mere discount og øget købekraft eller om du vil have mindsket madspild og såvel sociale som miljømæssigt bæredygtige løsninger. I sin nuværende form tilbyder WeFood nemlig kun den ene af de to valgmuligheder.
Det betyder som sagt ikke, at du så skal lade være med at handle i WeFood. Hvis du finder noget på hylderne i WeFood, som du vitterligt har brug for, synes jeg da bestemt du skal gøre en god handel og smide det i kurven. Jeg vil bare opfordre dig til at tage diskussionen og være med til at lægge fundamentet til en samfundsudvikling, der rent faktisk er bæredygtig.
Første skridt kunne meget passende være, at du deler dette blogindlæg og lægger en bemærkning i kommentarfeltet 🙂

Jeg er selv kommet med 4 konstruktive forslag til ændringer af WeFood-konceptet, så målsætningen om social og miljømæssig ansvarlighed kan føres ud i livet.

Du kan læse dem her: 4 bud til WeFood.





Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *