DR i elfenbenstårnet

Piv BernthDramachef Piv Bernth i New Zealand Radio for at tale om dramachef Piv Bernths arbejde...og politik. Ferieminder eller arbejde? Screenshot: http://www.radionz.co.nz/national/programmes/saturday/audio/201776851/piv-bernth-danish-tv

For nylig kunne stort set samtlige danske medier rapportere, at dramachefen hos DR havde været i New Zealandsk radio med nogle lidet flatterende udtalelser om Dansk Folkeparti. I sig selv en rimelig triviel historie. Piv Bernth er selvfølgelig, ligesom alle andre danskere, i sin fulde ret til at have meninger og udtrykke disse. At Dansk Folkeparti var hurtige til at kaste sig over historien og indtage den eftertragtede offerrolle, gør heller ikke begivenheden særligt bemærkelsesværdig. Som privatperson har Piv Bernth ret til at udtale sig om stort set hvad som helst og DF har ret til at blive fornærmede. Sådan er det. Alle er glade.

Men nu hvor støvet har lagt sig og flere af historiens detaljer er synlige, begynder tingene at se lidt mere spegede ud. For udtalte Bernth sig som privatperson eller udtalte hun sig som dramachef i DR? Hvis man spørger DR selv er svaret klart og tydeligt, at dramachefen udtalte sig som privatperson. I DR’s eget interview med DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, slår man således fast, at »det er acceptabelt så længe hun ikke tager personlige, politiske holdninger med på job«. I følge DR var dramachefen altså efterladt derhjemme, mens privatpersonen Bernth var på udflugt til New Zealand. Hvor de fleste andre mennesker tager til New Zealand for at nyde den smukke natur, se hvordan hobbitter bor og prøvesmage landets fremragende Sauvignon Blanc-vine, er dramachefens foretrukne fritidsbeskæftigelse åbenbart, at sætte sig ind i et mørkt radiostudie.

Smag og behag er selvfølgelig forskellig. Men jeg synes nu alligevel, der er god grund til at betvivle DR’s udlægning. Dramachefen var i den grad til stede, sidste november i New Zealand. Det var ikke privatpersonen Piv Bernth, der deltog i diverse paneler og oplæg for film- og tv-branchen. Det var dramachef i DR Piv Bernth, der talte om DR-produktioner. Derfor er det ualmindeligt svært, at tage DR alvorligt når de lægger op til det bare var privatpersonen, der blev interviewet til New Zealandsk radio. Bernth var først og fremmest i radioen for at tale om DR’s produktion af tv-dramaer og hun blev introduceret som dramachef i DR. Radiostationen benyttede endda et officielt DR-foto af Bernth i programomtalen.

Det korte af det lange er, at dramachefen i den grad tog sine personlige, politiske holdninger med på job. Hvilket, i følge DR’s egen kulturdirektør, er uacceptabelt. Men hvad sker der så nu?

DR vs. Kritik

Det korte svar er sandsynligvis: Ikke noget som helst. Kritikken mod Bernth er nemlig blevet håndteret, som man altid håndterer kritik i DR. Man kommer med en mindre troværdig ad hoc-forklaring, der fuldstændigt afviser kritikken og så lukker man den der.

Den samme fremgangsmåde kunne man f.eks. se DR benytte efter valget i 2015. Her begavede Statsradiofoniens digitale arm læserne, med en mildest talt ujævn introduktion til Folketingets nye medlemmer. Artiklen om Dansk Folkepartis nye MF’ere blev således leveret under overskriften »Dømt dagplejemor og julekort-kritiker: Her er Thulesen Dahls nye folk«. LA fik også en tur, hvor Henrik Dahl blev beskrevet som højtråbende og manden bag historiens muligvis ringeste roman. Andre partier slap mere nådigt, med objektive og til tider, ligefrem positive beskrivelser. En uligevægt så udtalt, at Uffe Tang, redaktionschef for DR Nyheder, blev nødt til at forholde sig til den kritik, der ganske rimeligt haglede ned over DR. Men på trods af man efterhånden kan fodre svin med hårdtskårne DF-kritiske udtalelser, fra såvel nuværende som forhenværende ansatte i DR, benægtede Tang enhver bias mod DF og borgerlige partier. De journalister, der stod for præsentationen af de nye folketingsmedlemmer fra DF og LA, havde åbenbart bare ikke fået memoet om valgdækningen skulle være saglig og objektiv. Årsagen til de ekstremt ujævne præsentationer var nemlig, i følge redaktionschefen alene »manglende redaktionel koordination«. Ja, hvis fandens oldemor havde været DR-ansat, havde hun jo nok overlevet.

DR-folk er også mennesker

At de ansatte i DR også er mennesker, med holdninger og politiske standpunkter, kan man selvfølgelig ikke klandre DR for. Det giver nok ikke engang mening, at stille DR til ansvar for hvad der umiddelbart ligner, en stærkt uproportional fordeling af politiske holdninger blandt de ansatte. Et langt stykke hen ad vejen er vores politiske holdninger et produkt af vores socioøkonomiske status. At mediefolk generelt ikke stemmer DF kan næppe komme bag på nogen. Ligesom det heller ikke burde være nogen større overraskelse, at langturschauffører ikke typisk stemmer RV.

Men det betyder selvfølgelig ikke vi så skal acceptere et DR, der åbenlyst blæser på kontrakten med licensbetalerne og barrikaderer sig i et elfenbenstårn. Man burde kunne forvente, at DR, med det særlige public service-ansvar virksomheden har, altid leverer en objektiv nyhedsdækning, udformer et konsekvent »Code of Conduct« for sine ansatte og i øvrigt er villige til at erkende sine fejl. Med andre ord, at DR kravler ned fra elfenbenstårnet og møder borgerne i respektfuld øjenhøjde.

Journalistik og public service er jo hverken kunst eller esoterisk videnskab. I sidste ende er det et håndværk, der praktisk talt kan læres og kvantificeres, fuldstændigt ligesom murerarbejde og hjernekirurgi. Der vil selvfølgelig altid være et stort element af ikke-kvantificerbart “talent”, i forskellen mellem “fremragende journalistik” og “okay journalistik”. Hvilket DR naturligvis også skal have alt mulig frihed til at søge og fremelske i sine journalister. Men der er ikke noget som helst uhåndgribeligt eller magisk i at reducere en borgerlig politiker, til en højtråbende debattør og talentløs romanforfatter. Det er slet og ret dårligt håndværk.

På samme måde er det heller ingen kunst, at opstille klare retningslinjer for medarbejdernes udtalelser i det offentlige rum. Det er sådan set noget, tusindevis andre danske virksomheder har gjort. I øvrigt uden Danmark er degeneret til et totalitært mareridt. Derudover er der ligefrem indbygget loyalitetsforpligtelse i den danske lovgivning. Det vil i praksis sige, at hvis en kassedame går på Facebook eller i medierne og kalder folk der køber hakket oksekød dyremishandlere, vil hun i princippet kunne blive fyret for illoyalitet over for hendes arbejdsplads, der jo bl.a. lever af at sælge hakket oksekød. På samme måde burde DR kunne udforme retningslinjer med det formål, at forhindre illoyal adfærd over for den virksomhed, der lever af at levere sine produkter til licensbetalere fra hele det politiske spektrum. Det kan måske virke grænseoverskridende og der er da heller ingen, der vil forhindre DR-medarbejdere i at udtrykke kritik af konkrete problemstillinger eller for den sags skyld, at have et politisk standpunkt. Men når DR’s dramachef går i medierne, i kraft af sin stilling som dramachef i DR tilmed, og kalder det parti, en temmelig stor del af licensbetalerne givetvis har stemt på, for uærlige og skræmmende, er vi altså ikke ude i en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden, hvis man vurderer det til at være over stregen. Vi er ude i en situation, hvor de fleste andre danske lønmodtagere ville have fået en reprimande eller det der er værre.

Derfor må DR kravle ned fra elfenbenstårnet og erkende sin egen fejlbarlighed. Hvis DR skal bevare sin eksistensberettigelse ind i det 21. århundrede nytter det ikke noget, at DR sætter sine ansatte op på en piedestal, hvor ledelsen verfer enhver kritik væk med mere eller mindre absurde undskyldninger. DR’s ledelse skal selvfølgelig stå bag sine medarbejdere, som det hør og bør sig i enhver virksomhed. Men DR’s opgave er ikke, at lukke sig inde i en osteklokke, hvor man bevæger sig længere og længere væk fra det publikum, man er sat i verden for at servicere.





Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *