Du kommer ikke til at dele dette indlæg

Alene på strandBillede: http://www.freeimages.com/photographer/btd-37728

Dette blog-indlæg kommer ikke til at »gå viralt«. Ingen meningsdannere eller politikere vil citere det eller dele det på de sociale medier. Du vil sandsynligvis være blandt en meget lille håndfuld mennesker, der overhovedet får klikket sig vej ind til indlægget. Læser du indlægget til ende, vil du være blandt en endnu mindre gruppe internetbrugere. Og det er også helt i orden.

Der findes utallige blog-indlæg, som er bedre, sjovere, mere interessante og ikke mindst velskrevne. Derfor gør det heller ikke så meget, at lige netop dette indlæg kommer til at dø en stille død, mens det langsomt glider ud i glemslen. Men det er ikke kun fordi indlægget er af tvivlsom kvalitet, det kommer til flyde rundt i æteren, uden for den gennemsnitlige internetbrugers og meningsdanners opmærksomhed. Indlæggets »delbarhed« bliver også stærkt svækket af, at det hverken indeholder grove tilsvininger eller ubetinget rygklapperi. Der er simpelthen ikke nok social kapital/PR i at dele kritiske ytringer og det er, uden skelen til dette indlægs kvalitative mangler, et kæmpe problem.

Du er ikke hvad du deler

Hvis vi holder øje med de sociale medier, oplever vi stort set aldrig meningsdannere eller politikere dele indhold, der består af saglig kritik af dem selv. Har man deltaget i et positivt vinklet interview, fået lidt ubetinget rygklapperi eller måske endda været så heldig, at blive kaldt noget virkeligt grimt af en eller anden tilfældig Facebook-bruger, er man hurtigt ude og trykke på knappen. Mens det gerne skal ties ihjel, hvis nogen har rejst en rammende kritik eller påpeget en fejl. Den strategi så vi f.eks. Jeppe Kofod følge i forbindelse med »n-ordssagen«. Kofod håndterede sådan set ikke sagen anderledes, end hvordan mange andre politikere eller meningsdannere forholder sig til modvind. Kritikken blev bare rejst af folk med mere »clout«, og så var fejlen måske lidt for åbenlys til han kunne tie sit fejltrin og de kritiske røster ihjel.

Derfor må man også, som vælger og medieforbruger, forholde sig dybt kritisk til den image-pleje, samfundsdebattens mest prominente ansigter udfører på de sociale medier. Vi skal selvfølgelig ikke acceptere nogen form for chikane og vi har alle godt af, at blive mindet om hvor nederdrægtigt internettet kan være. Men vi skal også være bevidste om det sjældent er uden en betydelig del kynisme, når folk deler særligt udvalgte tilsvininger, de har indsamlet på nettet eller i deres indbakke. For selvom prominente meningsdannere og samfundsdebattører uden tvivl bliver mødt med alt for mange hadske beskeder og kommentarer, skal vi ikke lade dem definere sig selv, ud fra en stærkt redigeret og skævvredet version af virkeligheden. Selvom et hurtigt blik på det indhold, de mest fremtrædende deltagere i samfundsdebatten deler på de sociale medier, kan give det modsatte indtryk, skal vi ikke lade os bilde ind, at de aldrig tager fejl eller bliver mødt af saglig kritik.

David Trads, deler hadefulde kommentarer han har modtaget med sine facebook-følgere.
Man kan godt forstå David Trads bliver sur over grimme kommentarer. Men hvem gavner det, at han videreformidler de hårdeste af slagsen?
* Det oprindelige opslag indeholder screenshot af en ubehagelig kommentar, som ikke vil blive bragt her.

Vi skal altså huske på, at det indhold, meningsdannere og politikere deler på de sociale medier, først og fremmest er udtryk for hvordan de gerne vil se ud i offentlighedens øjne, ikke hvordan de reelt er. Derfor skal man heller ikke være blind for, at mediepersonerne ikke nødvendigvis er drevet af ren altruisme, når de deler særligt grimme og hadske kommentarer på de sociale medier. Det kan meget vel være og er uden tvivl også ofte, en dybt kynisk og beregnende del af personens image-pleje. Umiddelbart ser det i hvert fald ikke ud som om meningsdannernes flittige deling begrænser omfanget eller hårdheden af de hadske kommentarer. Men det plejer som regel at kaste en masse »likes« og positiv omtale af sig, når en medieperson finder en grim kommentar frem fra indbakken eller folkedybet på internettet. Det regnestykke kan man så tolke som man vil. Men facit synes ikke at stå til diskussion. Som en del af den generelle image-pleje, har de hadske kommentarer en enorm værdi for meningsdannere og politikere. Spørgsmålet er hvad prisen for den type image-pleje er og hvem der kommer til at betale den.

Ansvaret for samfundsdebatten fælles. Magten er centraliseret.

Når folk sætter sig ned og skriver racistiske, sexistiske eller nogle andre former for hadske kommentarer på internettet, skader de samfundsdebatten. Så langt kan de fleste af os forhåbentligt blive enige og derfor skal man selvfølgelig heller ikke negligere den enkelte kommentarskrivers ansvar. Men hvis vi rent faktisk vil gøre samfundsdebatten mere konstruktiv og internettet til et mere behageligt sted, skal vi bestemt heller ikke undervurdere meningsdannernes og politikernes ansvar. Det burde være selvindlysende, at man ikke er med til at flytte debattens tone i den rigtige retning, når man belønner uacceptabel adfærd med videreformidling af de mest voldsomme og fordomsfulde kommentarer.

Henrik Qvortrup deler den grimme kommentar, David Trads har modtaget og selv delt tidligere.
Hvis man ikke lige har noget saftigt liggende i sin egen indbakke, kan man altid høste lidt »likes« på forargelse over de svinere andre folk modtager.
Henrik Qvortrup giver nyt liv til en særligt grim kommentar og igen må man undre sig over hvem der egentligt vinder på det her?
* Den oprindelige post indeholder et screenshot af en særligt hård kommentar, jeg ikke vil viderebringe her.

En ting er selvfølgelig almindelig sund fornuft og hvad der synes »selvindlysende«. Men i dette tilfælde bakker forskningen altså den sunde fornuft op. Der er f.eks. denne undersøgelse, der viser en stærk korrelation mellem såkaldt »trolling« og afvigende personlighedstræk, som narcissisme, psykopati og sadisme. Menneskerne bag de hadske kommentarer er altså ofte drevet af storhedsvanvid og ønsket om at påføre andre lidelse. Dvs. de prominente mediepersoner reelt bekræfter afsenderens evt. afvigende personlighedstræk, når de – ofte ved navns nævnelse – deler de hadske kommentarer på de sociale medier. For i den narcissistiske og sadistiske psykopats øjne, hvad er bedre end at få en kendt dansker til at fortælle tusindevis internetbrugere, at man har såret dem dybt?

Vi er altså igen ude i en situation hvor facit ikke står til diskussion, selvom folk givetvis har vidt forskellige holdninger. Når politikere og meningsdannere deler de grimme kommentarer, er det kun dem selv og afsenderne der vinder på det. Derfor må vi også erkende, der skal en helt anden indstilling til, hvis vi vil føre samfundsdebatten tilbage på sporet og gøre internettet til et mere behageligt sted. Heldigvis behøver vi ikke sætte kursen helt i blinde. Forskningen kommer os nemlig igen til undsætning og viser vejen. Der er f.eks. denne undersøgelse, der viser en klar forbedring i debattens tone og kvalitet, når journalisterne aktivt engagerede sig i diskussionerne.

Undersøgelsen hjælper os selvfølgelig ikke med at placere selve ansvaret for den hårde debattone. Men den giver os et indblik i hvor magten, til at skabe en bedre tone og kvalitet, ligger placeret og deri mener jeg også der ligger et ansvar. For hvis de prominente meningsdannere og politikere kun belønner hadske kommentarer, ukritisk rygklapperi og folk med mere social kapital/magt end dem selv, kan vi andre jo ikke gøre så meget ved debattonen. Derfor ligger bolden ovre på deres banehalvdel. Hvis politikere og mediefolk ønsker en bedre debattone, må de engagere sig seriøst i debatten og være bedre til at anerkende saglig kritik, også selvom den kommer fra borgere, der er mindre magtfulde og med lavere »clout« end dem selv.





Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *