Er det nye dyrevelfærdsmærke uambitiøst?

DyrevelfærdsmærkeKilde til billede: http://www.freeimages.com/photographer/btenow-43290

Den 10. maj 2016 kunne miljø- og fødevareministeren lancere sit nye og omdiskuterede dyrevelfærdsmærke for svinekød. Dermed får forbrugerne, med ministerens egne ord, bedre muligheder for at tilvælge dyrevelfærd. Hvilket jo umiddelbart lyder som en rigtigt positiv nyhed. Sådan forholder det sig bare ikke, hvis man spørger Coop, Forbrugerrådet Tænk, Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse. I følge dem er den nye mærkningsordning uambitiøs og i værste fald vildledende. Derfor synes jeg vi skal prøve at kigge lidt på mærkningsordningen og kritikken af den. For hvad er egentlig op og ned i alt det her, og hvordan sikrer vi mere dyrevelfærd i den danske svineproduktion?

Er dyrevelfærdsmærket uambitiøst?

Noget de 4 organisationer har fokuseret særligt på er deres påstand om, at mærkningsordningen er uambitiøs. Man mener kort og godt, at minimumskravene til ordningens 3 niveauer er alt for lave og derfor, i stedet for at hæve dyrevelfærden, blot hylder status quo og dermed vildleder forbrugerne. Hvilket i princippet også kan være en relevant kritik. For hvad er kampen for bedre dyrevelfærd værd, hvis målsætningen ikke er konkrete og mærkbare forbedringer?

Sagen er bare den, at man ikke altid har holdt sig til fakta og derfor har meget af kritikken været fokuseret på halekupering. Hvor det grundlæggende argument har været, at siden vi i forvejen har forbud mod halekupering, så rykker den nye mærkningsordning ikke ved produktionsstandarderne. Kritikkerne overser bare den detalje, at forbuddet ikke er kategorisk. Hvis visse betingelser er opfyldt er halekupering fuldt lovligt og særligt uddannet personale må endda foretage den uden bedøvelse af dyret. Derfor er det faktuelt forkert, når man påstår den nye mærkningsordning blot belønner svineproducenterne for at følge gældende lov. Halekupering er teknisk set ikke forbudt i Danmark og har aldrig været det.

Men en ting er selvfølgelig de juridiske detaljer og lovens semantik. Noget helt andet og det essentielle er hvordan tingene rent faktisk forholder sig ude i landets svineproduktioner. Her kan det jo meget vel være, at konsekvensen af den gældende lovgivning, der som udgangspunkt forbyder halekupering, er en lav frekvens af halekupering. I hvilket tilfælde kritikken ville være helt på sin plads. Landet ligger imidlertid sådan, at mindst 95% af grisene i de konventionelle landbrug får kuperet halen. Hvis vi ser bort fra juraen og semantikken et øjeblik er situationen altså den, at kritikerne kalder mærkningsordningen for uambitiøs, på trods af 95% af de ikke-økologiske producerede svin ikke engang lever op til kravene for laveste niveau.

Derudover er der spørgsmålet om hvordan man rent faktisk får forbrugerne til at tilvælge dyrevelfærd i større grad. For landets supermarkeder tilbyder i forvejen svinekød fra økologiske produktioner og frilandsproduktioner, der begge stiller krav om grise med krølle på halen. Hvilket supermarkederne i øvrigt også gør med relativt stor succes. I hvert fald hvis man kigger generelt på økologi. De fleste danskere køber økologi i en eller anden grad og Danmark er det land i verden, hvor økologien har den største markedsandel i detailhandlen. Men ligesom alle andre luksusprodukter er økologi også et marked, der er præget af store sociale skel. Hvor meget økologi fylder i dit husholdningsbudget er direkte forbundet med din økonomiske formåen og det er især økologisk kød, de mindst velstillede forbrugere vælger fra på den konto.

Hvilket bringer os tilbage til påstanden om manglende ambitioner i ministerens nye mærkningsordning. For der er jo ingen tvivl om økologi og frilandsproduktion repræsenterer en højere grad af dyrevelfærd, end selv højeste niveau i ministerens dyrevelfærdsmærke. Statistikken viser også tydeligt, at de danske forbrugere gerne vil højere dyrevelfærd og de er endda villige til at betale lidt ekstra for det. Men når 95% af grisene i de konventionelle landbrug bliver halekuperet og kun ca. 2% af svinekødet i de danske butikker er økologisk/frilandsproduceret burde det være tydeligt, at springet til de etisk sublime luksusvarer ganske enkelt er for højt. For det her handler jo ikke om at trække urealistisk høje ambitionsniveauer ud af den blå luft. Det handler om at forbedre dyrevelfærden i den danske svineproduktion og der er jeg ikke i tvivl om ministerens mærkningsordning er et langt bedre værktøj, end kritikernes elitære fokus på luksusprodukter.

Det korte af det lange er, at kritikken af ambitionsniveauet er fuldstændigt arbitrær. Hvis det reelt handlede om at sætte det ultimative ambitionsniveau, helt uden skelen til det praktiske, skulle vi slet ikke diskutere mærkningsordninger. Så skulle vi straks indføre totalforbud mod produktion, salg og fortæring af svinekød. Alt andet ville være en form for pragmatisk kompromis, hvor ambitionsniveauet blev sænket markant.

Dermed står vi tilbage med et ubesvaret spørgsmål. Hvad ligger der egentlig bag kritikernes egne kriterier for en alternativ mærkningsordning?

Coops dyrevelfærdsmærke: Altruisme eller forretning?

Som de fleste nok ved, har kritikerne ikke nøjedes med at sidde med hænderne i skødet. Derfor kunne de også, med Coop i spidsen og umiddelbart efter offentliggørelsen af ministerens mærkningsordning, annoncere deres egen alternative mærkning. Detaljerne omkring det nye mærke kender vi ikke, da de involverede parter stadigvæk er ved at hamre dem på plads. Men det vi ved er, at Coops dyrevelfærdsmærke også vil omfatte forarbejdet kød (f.eks. pålæg) og forskellige kødtyper, ikke kun svinekød. Vi ved desuden, at Coops mærke vil lægge særlig vægt på økologi og frilandskød. Her er især den sidste del interessant, for opprioriteringen af økologi er næppe tilfældig eller ren altruisme.

Coop er nemlig midt i en blodig krig om markedsandele, hvor netop økologi er omdrejningspunktet. Således har man sat 1 mia. af til prisnedsættelser på økologiske varer over en periode på 5 år, man støtter økologisk omlægning af konventionelle landbrug og man står bag et sandt overflødighedshorn af øko-kampagner. Hvilket isoleret set også er en ganske positiv udvikling. Forbrugerne får umiddelbart adgang til flere og billigere økologiske produkter. Men man skal ikke tro det alene handler om altruisme eller anse Coops kommende dyrevelfærdsmærke som en udstrakt hånd til den øvrige detailhandel, der stadigvæk står for godt 60% af den danske dagligvarehandel.

I forlængelse af dette bør man også kigge på Coops forhold til Danish Crown, hvis indflydelse på ministerens mærkningsordning også har mødt stor kritik. Hvilket man i øvrigt også godt kan forstå. Når erhvervets tunge drenge – Danish Crown er en af verdens største svinekødsproducenter – har hænderne i den politiske bolledej, bør alarmklokkerne ringe. Men i og med Danish Crown er så store, kan man heller ikke bare ignorere dem. Skal mærkningsordningen slå igennem, med mærkbare ændringer i produktionsleddet, skal Danish Crown også være med på legen. Derfor er det også interessant, at tage forholdet mellem Coop og Danish Crown med i sine overvejelser, når man ser på Coops egen mærkning og kritikken af ministerens. Landet ligger nemlig sådan, at Coops forhold til Danish Crown mildt sagt er køligt. Det står faktisk så slemt til med de to virksomheders forhold, at Coop er begyndt at konkurrere direkte med Danish Crown om kontrol over produktionsleddet. Således så vi bl.a. Bertel Hestbjerg (landets største producent af øko-svin) og Thise Mejeri (der i 2016 lancerer kødprodukter under mærket »Thise & Ko«) trække sig ud af Danish Crown i 2015, til fordel for et direkte samarbejde med Coop. Situationen er altså den, at samarbejdet mellem de to virksomheder ikke er mere end et nødvendigt onde under hastig afvikling, mens Coop løbende bevæger sig mod en position som direkte konkurrent til Danish Crown.

Hvis vi så nu begynder at samle trådene, synes konklusionen åbenlys. Coops dyrevelfærdsmærke handler ikke om at samle producenterne, forhandlerne og forbrugerne på tværs af den danske detailhandel, til en fælles kamp for bedre dyrevelfærd. Den handler tværtimod om at splitte markedet og sikre afkast på de investeringer Coop har foretaget i øko-projektet.

Her kan man jo så undre sig over hvorfor bl.a. Dyrenes Beskyttelse, i stedet for en bred og pragmatisk løsning, vil lade sig spænde for den vogn. Men der er nok et væsentligt overlap mellem de mest øko-glade forbrugere og foreningens bidragsydere, så det er jo også en slags pragmatisme.

I sidste ende må man dog huske på, at målet er mere og bedre dyrevelfærd. Derfor er det alternative dyrevelfærdsmærke heller ikke nødvendigvis et problem eller ringere end ministerens. Det er en frivillig ordning, som essentielt repræsenterer den utroligt positive ting, at den danske detailhandel ikke længere kun kan finde ud af at konkurrere på prisen. Nu er der tilsyneladende blæst til kamp for kvalitet og bæredygtighed.

Men man må også gøre sig det bevidst, at danske forbrugere ikke er en homogen masse. Derfor giver det heller ikke nogen mening, at satse alt på en elitær mærkningsordning. Det er selvfølgelig fint nok, at Coops relativt velstillede kunder kan gå øko-amok. Men hvis man virkeligt skal rykke ved dyrevelfærden, skal den gennemsnitlige og især den mindre velstillede forbruger have et realistisk alternativ til svinekød fra konventionelle landbrug. Det alternativ mener jeg ministerens dyrevelfærdsmærke tilbyder.

Hvad mener du?





Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *